Nu er kommer det tæt på :)

Jeg har lige rykket mig op i Danmark gruppe 5, for at få tilskudet til medicinen.  Fik et helt sug i maven, fyldt med spænding, lykke, drømme og bekymring. Prøver at sige til mig selv at det er nu at vi skal være forældre for denne gang skal vi gå hele vejen. Nu må det være vores tur, men ens nerver kommer også på arbejde, for man kan jo ikke undgå at blive lidt nervøs.

Men vi går begge og snakker om at nu er det sidste jul som "bare" os 2. Det er sidste nytårsaften uden barn osv. Selvom den med julen er lidt en kliché, for det har vi sagt i mange år, men denne gang kommer det altså til at passe :-) 

I denne verden er der så mange tanker der farer rundt i hovedet, man læser på nettet, man tænker hvad kan jeg gøre for at chancen bliver større, hvad oplever andre i samme situation. Men det bedste ved alle de grupper på nettet og på Facebook, er alle de andre søde piger som står i samme situation. Har specielt mødt en som virkelig er god at skrive med, vi skriver om alt. Lige fra hverdagen til behandlingerne eller om vores tanker og frustrationer. Det sætter jeg virkelig pris på, hun er også med til at hjælpe mig igennem det hele, for jeg kan jo se at jeg ikke er den eneste der tænker og reagere som jeg gør. Tak :-) 

Men den allerstørste støtte jeg kan få er fra min søde mand. Lige meget hvor umulig jeg er så støtter han mig, jeg ved hvor jeg kan søge trøst. Selv når jeg er proppet med hormoner og er helt ved siden af mig selv, så står han klar med et kram, på trods af at det er ham jeg lige overfaldte :) Jeg kan ikke finde en som er bedre til at passe på mig, give mig kærlighed eller bare lytte på mig (og det kan virkelig være et hårdt arbejde). Så er sikker på at han bliver den bedste og kærligste far. 

Nyd hinanden og tag i mod alt det i får igen <3

/Venterstadigpaastorken