Jeg fløj afsted på den lyserøde.
Det første jeg udbrød var: Skat vi skal sgu have en baby.
Vi valgte at fortælle det med det samme til vores nærmeste familie, påtrods af at der var 3 dage til blodprøven. Alle omkring os blev så glade på vores vegne, vi fik mange tilykke, knus og kram. :)
Blodprøven var også fin med Hcg på knap 400, hvor jeg var 4+2. Det var sommer og jeg skulle til ud scanning i min sommerferie. Vi var allerede i gang med at snakke om navne og hvad vi skulle ud og shoppe :-)
Men, men, men så kom dagen hvor vi skulle til scanning.
Jeg kom op på brixen og holdte min mand i hånden, vi havde hjemmefra snakket om, om der var en eller 2 små babyer derinde :)
Men der var 0, ikke noget hjerte der slog, kun et foster der var gået tabt i uge 5/6.
Så vi kunne kun se nogle foster rester og ellers ingenting. Jeg brød sammen -vi brød sammen. Hele vores verden ramlede, vi følte os så snydt, ked af det, uretfærdig behandlet.
Jeg kan stadig drømme mig tilbage til da jeg var gravid, elskede at vågne 5 gange om natten for at tisse, min begyndende morgen kvalme og min træthed. Andre ville nok hade det! Men jeg savner det og glæder mig så meget til at det sker igen :)
/Venterstadigpaastorken
Åhhhhhh den følelse... kender den alt for godt..
SvarSletMan vil give begge arme for at få alle de symptomer, som mange gravide er trætte af.