Man føler sig som verdens ondeste menneske når man har så svært ved at give sig selv lov til at være glade på andres vegne.
Man ser gravide maver og barnevogne over alt, det giver et sug i maven hver gang. Man drømmer at der var en selv der gik med den barnevogn, at det var en selv der snart skulle føde.
Når folk deler scanningsbilleder på fx. Facebook bliver man ekstrem misundelig. Man lærer med tiden at ignorer dem, nogle gange skriver jeg ikke engang tillykke, hvilket også gør ondt.
Men det væreste er når folk holder det hemmeligt, ikke at de er gravide men alt omkring det. Selvom det gør ondt vil man gerne være med ligesom alle andre.
Har heldigvis mange børn i min familie og omgangskreds som jeg elsker overalt på jorden. De betyder meget for mig og det varmer ens kommende moder hjerte med al det kærlighed de giver tilbage.
Jeg har efterhånden lært at håndtere mine følelser omkring andre folk glædelige situation.
Men jeg har så svært ved at forstå at folk ikke viser deres glæde og næsten ikke er positiv påvirket af deres held. Vi ser det jo som verdens største mirakel, som det jo egentlig også er. Men knap 10 års kamp sætter jo også sine spor i ens hoved.
Lige et lille indlæg omkring nogle af mine følelser i denne fertilitetsverden.
/Venterstadigpaastorken
Ja det hovedet lever sit eget liv i denne verden.
SvarSlet